Sikring Danmark

Jeg har lige læst en god artikel i den lokale avis. Den handler om et kvindekrisecenter, der har modtaget en formue. Det er en privatejet institution, og støtten fra det offentlige er meget sparsom. Så det, at de har fået en formue fra en tidligere beboer på kvindehjemmet, er en god ting. Jeg har tidligere læst og hørt om kvindecenteret. Det er ret kendt for at gøre et godt stykke arbejde for de kvinder, de huser. De gør, hvad de kan. De nogle gode ansatte, som får løn, men de har også en hel, lille hær af frivillige, som kommer og hjælper til.

Flere faguddannede

Formuen, de har fået, skal bruges til at ansætte nogle flere faguddannede, som kan hjælpe kvinderne. De har hårdt brug for mere personale. Presset på krisecentre i hele landet er jo generelt steget her over det sidste års tid, siden vi kom i isolation og skulle på hjemmearbejde. Så der er nok for dem at tage fat på. Krisecenteret, som artiklen handler om, ligger her området, men jeg kan forstå, at mange af deres beboere kommer fra København. Det, synes jeg, er lidt mærkeligt. Er der ikke tilstrækkeligt med krisecentre for kvinder i København? Jeg ved med sikkerhed, at der ikke er tilstrækkeligt med kvindehjem på Sjælland. Faktisk så synes jeg, at analogien mellem antallet af kvindehjem i København og på Sjælland slet ikke er logisk.

Københavnsk kvindehjem

Ok, København er storbyen. Der bor mange mennesker, og det er da udmærket, at der er mange flere kvindehjem der. Men alligevel. Der er mange byer på Sjælland, hvor der slet ikke findes et kvindekrisecenter. Er det logisk? Eller er det bare endnu et tegn på, hvor skævt udviklingen er sket her i landet over de sidste 20 år?

Jeg ved det ikke. Jeg er bare glad på centerets vegne, over at de får en pose penge, de kan bruge til noget fornuftigt. Og hvis jeg var dem, så ville jeg finde en god bankrådgiver, som kunne give mig råd om, hvordan jeg får pengene til at strække i lang tid.
For det bliver der brug for. Offentlige nedskæringer på de sociale områder plus stigende behov for flere ressourcer indenfor det område, der hedder hjælp til nødlidende – fx voldsramte, gør, at vi skal få de ressourcer, vi har til at række længst muligt. Og det kan være svært.

Prioriteringer

Og ja, jeg er fuldkommen overbevist om, at hvis der ikke bliver lavet om på regeringens prioriteter indenfor sundheds- og socialsektoren meget hurtigt, så vil vi se, at den krise, som vi allerede er dybt inde i, vil blive endnu dybere. Det er jo ikke for sjov, at vi ser tallene for voldsramte stige fra kvartal til kvartal. Det varsler, om at vi ikke har lært at håndtere vores eget liv endnu. Vi har lært at gå på arbejde, følge en rutine, som blev stukket ud for os, dengang industrialiseringen af samfundet begyndte. Det er på tide, at vi omstiller os til den digitale alder. Indtil vi har omstillet os, vil vi se mange tilfælde af vold i familien og behovet for krisecentre vil vokse.