Sikring Danmark

Hvor meget må det koste, at du føler dig tryg? Alt vil du sikkert svare. Men hvad gør, at du så føler dig tryg? Enten bliver her helt stille, mens du tænker dig om, inden du svarer, eller også, så svarer du lige med det samme, at det vil gøre dig tryg, hvis du ikke føler dig truet. Logisk svar. Tryghed og utryghed har noget med trusler at gøre. Føler du dig truet, er du ikke tryg. Men hvorfor føler du dig truet? Kan jeg så spørge. Og jeg kan udvide mit spørgsmål med: Hvor føler du dig utryg – og overfor hvad føler du dig utryg?

En god tyverialarm

Jeg spørger, fordi jeg ser flere og flere mennesker, som køber forskellige alarmer: tyverialarmer og brandalarmer for det meste. Er det, fordi vi føler os truede af indbrud eller ildebrand? Og hvorfor føler vi os truede af det? Eller er det, fordi alle andre også har en tyverialarm, og så føler vi, at vi også er nødt til at have sådan en? Er det, fordi vi generelt ved mere om, hvad der sker i området, som vi bor i, og derfor også ved, at der kan ske et indbrud, eller at en brand kan bryde ud? Skyldes det, at vi hører meget om forbrydelser og ulykke i medierne? Har vi en tendens til at tage problemer på forskud?

Dengang jeg var en lille pige, der havde man ikke tyverialarmer i hvert eneste hus. Vi låste heller ikke dørene til huset, vi boede i. Vi var ikke utrygge. Vi stolede på hinanden og på vores naboer. Var der et problem, så var der også hjælp at hente. Lige med det samme. Lige fra et økonomisk problem til et simpelt problem, som fx at mangle en kop sukker til søndagens te-bolledej.

Naboerne holdt øje med os. Og vi holdt øje med dem. Det var også en god kilde til sladder og gode historier. Oftest kærlig sladder, men i nogle tilfælde, også ondsindet.

Egentlig tror jeg, at sådan er det også i dag. Man kan godt gå ind til naboen og låne en kop sukker. Man kan også sagtens få en snak med naboen ind over hækken. Faktisk oplever jeg, at mange mennesker er glade for, at de bor et sted, hvor man kender hinanden. Hvorfor har vi så alligevel tyverialarmer, pengeskabe og jeg ved ikke, hvad af andre sikkerhedsforanstaltninger i vores boliger?

Anonymitet måske?

Måske har det noget at gøre med, at vi gerne vil være anonyme? Altså jeg tænker at vi ikke vil skilte med, at vi faktisk har nogle værdigenstande, som vi vil beskytte mod tyveri eller brand? Hvorfor vil vi ikke fortælle det? Vi fortæller alligevel vores omgivelser om vores kunnen ved at købe og vise store statussymboler: Bilerne bliver større og mere luksuriøse, tv apparaterne bliver større og større og kan mere og mere via internettet. Vi bruger flere penge på luksus. Fordi det går godt her i Danmark. Og fordi det går godt, så bliver vi bange? Er det logikken? Er det grunden til, at vi sikrer os på alle mulige måder. Abonnementer på tyverialarmer, ekstra låse i hoveddøren osv.?