Værktøjsleverandøren
Der er sikkert mange, der har haft det ligesom os, mens vi var under Lock Down. Det var svært for os til at begynde med. Ikke så meget på grund af den økonomiske usikkerhed. Mere, fordi det at skulle være sammen hele familien, hele dagen i mange dage var nyt.
Vi er jo vant til at være spredt for alle vinde. Forskellige aktiviteter og rutiner for hver af os. Samlingspunktet: Eftermiddagene og aftnerne.
Hjemme 24/7
At vi så lige pludselig skulle lære at blive hjemme og være sammen, 24/7 førte naturligvis til gnidninger. Men også til nye ting, som man foretager sig her i huset. Fx så har mine børn tillært sig forskellige færdigheder, som jeg er ret sikker på, de ikke ville have, hvis det ikke var for Corona.
Min dreng fx har lært sig selv at lave modeller. Han har aldrig interesseret sig for håndværk, men af ren kedsomhed fandt han på at begynde at bygge modeller i træ. Så han har tilbragt en del tid ude i vores udhus, hvor min mand har indrettet et lille værksted. Her har han alt sit værktøj fra Dorch og Danola. Det er også her, alle haveredskaberne står.
En dag, så var min dreng ude i udhuset for at lede efter noget. Jeg spurgte ham, om han ikke nok ville komme ind hurtigt. Det var ret koldt, og jeg var ikke interesseret i, at han reddede sig en forkølelse. Han kom hurtigt tilbage med værktøjet, han havde brug for, og satte sig ved køkkenbordet og begyndte at file og slibe.
Brug gode skruetvinger
Jeg kunne høre, at han havde lidt problemer med en lille detalje. Det var svært for ham at holde den lille model i hånden på en måde, så den lå stabilt, og han kunne nå ind på detaljen med filen og sandpapiret. Han insisterede dog og fik efter en del minutter, det resultat frem, som han ville have.
Imens jeg lavede mad ved komfuret, sad han og filede og filede. Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke havde taget de små skruetvinger med ind. Så ville han have kunnet få hold på genstanden og samtidigt kunne bruge begge sine hænder. Svaret, han gav mig, var det typiske: Jeg kan ikke finde dem. Og ja, det er et problem ude i det lille udhus. Der er simpelthen så rodet, at jeg selv aldrig kan finde det stykke værktøj, jeg står og har brug for. Jeg fatter ikke, hvordan min mand kan. Men det kan han. Han må have et eller andet system i det kaos, som han ikke har delagtiggjort os andre i.
Er du tilfreds?
Jeg spurgte min dreng, om han var tilfreds med resultatet efter anstrengelserne. Det var han. Og så måtte jeg jo stille ham endnu et spørgsmål. ”Har du lagt værktøjet, du lånte tilbage på sin plads?”
Svaret var det ærlige: ”Nej, ikke endnu. Jeg ved heller ikke, hvor det skal ligge. Jeg har jo bare fundet filen og sandpapiret ved et tilfælde.”
Vi går ud i udhuset sammen, og jeg hjælper ham med at rydde op på det lille arbejdsbord. Eller som han sagde det: Det er jo mor ved høvlebænken.